Min partner vil hellere end gerne bære vores fælles barn, lavet med mit æg.

dec 11, 2019 | Brevkassen, Jordemoder/sygeplejerske

Min partner og jeg vil gerne have børn. Jeg vil gerne være biologisk mor, men ønsker ikke at bære barnet. Min partner vil hellere end gerne bære vores fælles barn, lavet med mit æg. Men kan man det, og må man det?

Hej Vivian

Ja, det er muligt via en IVF-behandling, hvor man tager et æg ud af dine æggestokke, befrugter det udenfor livmoderen, og sætter det op igen i din partners livmoder. Men ifølge lovgivningen, skal der foreligge en sundhedsfaglig begrundelse, for at din partner må bruge dit æg til en IVF-behandling. En sundhedsfaglig begrundelse er dog altid et skøn, og nogle klinikker vil være mere tilbøjelige end andre til at hjælpe med det rigtige skøn, så I kan få jeres ønske opfyldt. Hvis I er villige til at tage til udlandet for at få ønsket opfyldt, er der klinikker i flere lande, der kan hjælpe.

I skal bare være opmærksomme på, at hvis du og din partner ellers er sunde og raske har regelmæssige menstruationer osv. så er en IVF-behandling formentlig en overbehandling, og I vil kunne blive gravide via inseminationsbehandling, som er et langt mindre indgreb uden medicinsk behandling osv.

Jeg synes, at I skal overveje fordele og ulemper ved de to muligheder – er ønsket om, at din partner skal bære jeres fælles barn med dit æg så stort, at I er villige til at gennemgå en IVF-behandling, med alt hvad det indebærer ift. økonomi, medicinsk behandling eventuelle smerter forbundet med indgrebet osv. Så er det selvfølgelig det, som I skal gå efter. Alternativet er en inseminationsbehandling, som er et langt mindre indgreb, men hvor den der skal være gravid, bliver gravid med egne æg.

Held og lykke med det, uanset hvad I vælger, bliver I lykkelige for resultatet😊

Hilsen Ida Marie, Jordemoder

Brevkassen

– Spørg vores eksperter

Her kan du stille spørgsmål til donor-barn.dk’s panel.

Vores panel består af donorforældre og donorbørn, der sidder parat til at dele ud af deres personlige erfaringer med de mange spørgsmål, der kan opstå.

Derudover har vi i panelet forskellige fageksperter – en genetiker, en jurist, en praktiserende læge, en jordemoder og en sygeplejerske, der hver især kan svare på spørgsmål inden for deres felt.

Share This