Emmas
fortælling
Emmas bog
Fortællingen om at være donorbarn
Jeg hedder Emma, er 23 år og er donorbarn. Jeg har en mor og en far og to søstre. Lige siden jeg var barn, har jeg gerne villet fortælle og oplyse folk om at være donorbarn af en anonym donor. Min historie er positiv, og det har både mødt accept og modstand.
Om at få at vide, at man er donorbarn
Mine forældre har aldrig holdt det hemmeligt for mig, at jeg er donorbarn. Da jeg var helt lille, skrev de en bog til mig – om mig. Den var udformet som en godnathistorie og en børnebog, og gennem den fortalte de historien om, hvordan jeg blev til. Bogen fik jeg læst højt, første gang da jeg var bare 2 år gammel, og sidenhen som godnathistorie utallige gange.
I bogen skrev mine forældre om den rare mand, der gerne ville hjælpe mine forældre med at få mig. På den måde har der altid været meget fokus på det positive, og på at jeg var et ønskebarn, som kom til verden på en helt særlig måde.
At have en bog, som jeg fik læst højt igen og igen, har betydet, at det har været en gradvis proces at forstå, hvad det vil sige at være donorbarn. Jo ældre man bliver, jo flere aspekter forstår man, og der kommer flere spørgsmål i takt med, at man forstår mere og mere. Det har derfor aldrig været et chok for mig, og der har aldrig været ét tidspunkt, hvor jeg fik beskeden. Det har været en naturlig del af vores familie og hverdagen, så længe jeg kan huske. Det har jeg været utrolig glad for og tror, det har haft stor betydning for min opfattelse af det at være donorbarn. Jeg kan derfor kun anbefale at være ærlig fra start.
Om at have en anonym donor
Jeg har selvfølgelig tænkt over, om jeg mon ligner min donor. Det, tror jeg, alle har. Når det så er sagt, har jeg aldrig haft behov for at vide mere. Det har været en nysgerrighed, men ikke et behov. Dengang mine forældre valgte donor, var der ikke mulighed for at bruge en åben donor, så det har altid været et vilkår. Jeg har endnu ikke været interesseret i at opsøge ham eller kende hans donornummer, ligesom det heller ikke har interesseret mig at finde ud af, om jeg har halvsøskende. Jeg var ret gammel, da jeg første gang skænkede det en tanke, at det rent faktisk var en mulighed med halvsøskende. Mine to søstre er begge mine forældres biologiske børn, men de er min familie, og jeg har ikke haft brug for mere end dem.
Jeg bliver nogle gange spurgt, om ikke jeg har lyst til at kende donorens motiv, men svaret har altid været det samme. Det er ikke vigtigt for mig. Jeg vil til gengæld være ham evigt taknemmelig for, at han havde lyst til at være donor og håber, at han ved, hvor stor en hjælp han har været for mig og min familie. Jeg tænker på ham med stor taknemmelighed, og på den måde har han en plads i mit liv.
Om at fortælle det til omverdenen
Jeg taler meget åbent om at være donorbarn. Både fordi jeg synes, det gør tingene nemmere, men også fordi jeg har oplevet et behov fra andre. Ofte forstår folk ikke, hvad det betyder at være donorbarn, og lige siden jeg gik i de mindre klasser, har jeg fortalt andre om at være donorbarn. Som barn oplevede jeg, at andre børn ikke forstod, hvad det betød – særligt fordi man udefra ikke kunne se en forskel eller noget, der var anderledes. Jeg havde jo en mor og en far – ligesom alle andre. Selvom det var noget, jeg fortalte, er det aldrig noget, jeg er blevet drillet med, eller som er blevet brugt imod mig. Dog har jeg oplevet, at folk ikke troede på mig, nok fordi jeg var så ærlig og ikke så det som et problem, som de forventede.
Jeg kan huske, at vi i første klasse skulle tegne stamtræer og fortælle om vores familie. Dengang havde jeg allerede kendt historien om, hvordan jeg kom til, i mange år, så jeg forklarede min lærer, at det ikke var så nemt for mig at tegne mit stamtræ. Dette skyldes, at jeg ikke kendte min donor og hans familie. Min lærer troede, det var noget, jeg havde fundet på og ringede hjem til mine forældre for at fortælle, at jeg digtede historier. Jeg blev konfronteret med, at ikke alle fandt det lige naturligt at tale åbent om.
I dag findes der mange former for familiekonstellationer, og jeg tror ikke, det er noget, der på samme måde stilles spørgsmål til i dag, som det var dengang.
Senere hen har jeg oplevet en form for berøringsangst fra andre – folk ved ikke, om de skal synes, det er synd for mig, at jeg er donorbarn, eller om de skal spørge ind til det. På den måde er emnet tabuiseret, og det tabu vil jeg gerne være med til at bryde.
Om at fortælle en positiv historie
Jeg er glad for at være donorbarn, og jeg er taknemmelig over for min donor. Og det er den historie, jeg fortæller til omverdenen. At eksponere sin historie har dog også konsekvenser, og selvom langt størstedelen har en positiv reaktion på mit syn på at være donorbarn, får jeg også til tider negative kommentarer med på vejen. Nogle mener, det er synd for mig, mens andre er meget fordomsfulde. Mest af alt mangler folk generelt viden om emnet. De kommentarer, der har påvirket mig mest, er de negative kommentarer fra andre donorbørn, som synes, det er forkert af mig at fortælle min positive historie. Dette har ofte skyldtes, at de selv har oplevet at været utrolig kede af ikke at kende deres donor. De ønsker ændringer, som min fortælling måske taler imod. Jeg forstår deres frustration, men mener samtidig, at det er vigtigt at fremstille alle perspektiver af en sag, før der tages store beslutninger, som vil påvirke mange mennesker.
Om at give det videre, man har fået
Jeg opdagede, at der var et behov for oplysning om at være donorbarn, da jeg snakkede med en veninde, som selv stod i en situation, hvor et donorbarn var på tale. Der er tusindvis af spørgsmål og ofte spørgsmål som: ”Hvordan har du det med ikke at kende din donor?” og ”Har du nogensinde oplevet problemer ved at være donorbarn?”, alle disse spørgsmål fylder naturligvis meget for folk.
Og så er der selvfølgelig spørgsmålet om, hvorvidt det skal være en åben eller anonym donor. Jeg kan kun fortælle, hvordan det har været for mig igennem mit liv indtil nu.
Der er utrolig mange svære beslutninger forbundet med ønsket om et barn, når en donor må involveres. Af denne grund startede jeg min blog; Donorchild by Emma Grønbæk. Her skriver jeg om mine oplevelser som donorbarn, tanker og kommentarer, alt sammen med det formål at dele min viden og erfaringer. Det er mit håb, at dette kan medvirke til en større viden generelt og ikke mindst forhåbentlig være med til at give ro i sjælen og støtte til forældre til donorbørn og andre donorbørn.
Bestil Emmas Bog
“Donorbarn – Et ønskebarn” handler om min egen opvækst som donorbarn. Hele min historie, fra mine forældres lang kamp for at skabe en familie, til mine teenage tanker om at være donorbarn.
I bogen optræder også eksperter med råd og viden om fertilitet, parforholdet og donorbørn.
Andre fortællinger
Aksels historie
Aksel er donorbarn. Han har to mødre. Aksel er 8 år og har en bror, Viggo, som også er donorbarn. De har samme åbne donor. Læs hvad en donor betyder for en dreng på 8 år.
Esthers historie
Esther er donorbarn og har to mødre. Esther er 12 år og har to yngre brødre. Alle tre har den samme anonyme donor. Hun ser sin donor som en god ven, hun deler gener med.
Fredriks historie
Fredrik er 30 år og donorbarn. Sammen med sin forlovede har han sønnen, Viggo, på 1 år. For Fredrik har det at være donorbarn aldrig fyldt særlig meget. Til gengæld har han oplevet, at andre har tillagt det betydning.