Fredriks
fortælling

Når man selv bliver far

Betyder genetikken så noget?

Jeg hedder Fredrik, og jeg er donorbarn. Jeg er 30 år og uddannet lærer, og så bor jeg med min forlovede Charlotte i Aarhus. Sammen har vi en søn, Viggo, på 1 år. For mig har det at være donorbarn aldrig fyldt særlig meget. Til gengæld har jeg oplevet, at andre har tillagt det betydning.

At være donorbarn
Min bror var syv, og jeg var fem, da vi fik at vide, at vi er donorbørn, og det er faktisk en ret sød fortælling, som jeg har fået fortalt af min far og min bror siden. Vi boede tæt på stranden, og min mor tog os med derned med et tæppe, så vi kunne sidde og snakke. Min mor startede med at sige: ”Jeg skal fortælle jer en lille historie.” Og den historie blev historien om, hvordan min bror og jeg var kommet til verden. Hun fortalte, at hun og min far havde et brændende ønske om at få os, men at de ikke kunne på egen hånd, og at de derfor havde søgt om hjælp hos en, de ikke kendte. Han havde heldigvis sagt ja til at hjælpe, og derfor blev historien, at vi var født under en heldig stjerne. Min mor har fortalt mig, at jeg nærmest ikke reagerede på det, og at mit svar var: ”Nå okay. Det er da fint nok.” Min storebror havde 2 år forinden spurgt mere ind til, hvordan det egentlig fungerede, og ikke meget senere kom spørgsmålet: ”Er far egentlig min rigtige far?”, hvilket mine forældre slet ikke var forberedte på så og derfor ikke havde nået at koordinere svarene på. Derfor blev svaret fra min mor: ”Nej”, mens svaret fra min far var: ”Ja.” 

Min storebror havde fra starten en nysgerrighed omkring emnet, som jeg ikke havde, og sådan har jeg det faktisk stadig. For mig er det ikke vigtigt at vide, hvem min genetiske historie stammer fra, og jeg har aldrig været opmærksom på, at det kunne være noget stort. Det er jeg først blevet, når jeg har fortalt det til andre og fået reaktionen: ”Nej, hvor spændende.”

 At sætte ord på det at være donorbarn
Jeg er blevet konfronteret med det at være donorbarn et par gange, hvor jeg har været tvunget til at sætte ord på det. Jeg har altid sagt, at jeg ikke kunne tænke mig at møde min donor – selv hvis jeg havde muligheden for det, men på et tidspunkt begyndte jeg at differentiere mig udseendemæssigt fra min storebror. Jeg blev et hoved højere end ham, min far og min mor, og der begyndte jeg at overveje, hvor det kom fra. Senere hen har Charlotte, min forlovede, som er vildt nysgerrig, stillet spørgsmål som: ”Gad vide, om der er en derude, der ligner dig. En, der er ligeså høj og med ligeså rødt skæg som dig.” Og så er jeg da blevet nysgerrig, men hver gang er jeg kommet frem til konklusionen om, at jeg ikke har behov for at vide det. Han er jo ikke noget i mit liv udover en lille sædcelle.

I noget tid tænkte jeg, at det kunne være sjovt at vide, hvorfor jeg ikke lignede nogen af de andre i familien. Jeg var og er rigtig meget sammen med min fætter, og på et tidspunkt begyndte vi at ligne hinanden helt utroligt meget. Samme træk – høj, rødt skæg osv. Ja, faktisk ligner vi hinanden så meget i dag, at min søn ikke kan kende forskel på os. Det fik mig til at tænke: ”Nå. Jamen så er det jo nok fra min mors familie, at jeg har de træk, jeg har – og ikke fra min donor, som jeg ellers troede.” Så tanken om, at jeg havde nogle særlige træk fra min donor, faldt ret hurtigt til jorden, og det blev lidt ligegyldigt. 

Når man selv bliver far
Nu har jeg selv fået en søn, og min kæreste har spurgt mig, om det rykkede noget ift. forestillingen om at være donorbarn. Og det har det faktisk ikke. Vi har fået Viggo, som er vores – ligesom at hans farfar er hans farfar, og jeg er hans far. Det er ikke sådan, jeg tænker, at det er vigtigt for Viggo at vide, at jeg er donorbarn, men jeg fortæller ham det selvfølgelig en dag. Når jeg kigger på Viggo, tænker jeg på mig og Charlotte og ikke på, om nogle af hans ansigtstræk stammer fra min donor. For mig handler alt om relationer, og relationer og genetik er bare to meget forskellige ting. Jeg forstår godt, hvorfor nogen har brug for at kende deres donor, men jeg har ikke behovet. For mig har opdragelsen og miljøet, man er opvokset i, en afgørende betydning for, hvilket menneske man bliver. Det er familien, der er essentiel – og alt det andet, som f.eks. øjenfarve, hårfarve osv., er ikke vigtigt for mig.

Om at have en anonym donor
Jeg har svært ved at forestille mig, at jeg ville være af en anden opfattelse, end den jeg er af nu, hvis jeg havde haft en åben donor, som jeg kunne møde. Det, der betyder noget for mig, ville stadig betyde noget for mig, og mit familiesyn ville nok ikke have været anderledes. Jeg havde dog måske haft en anden nysgerrighed, hvis jeg vidste, at jeg kunne møde ham. 

Min mor var og er ret spirituel, så hun ville ikke have, at sæden blev frosset ned dengang. Det betød, at det skulle gå ret hurtigt. Jeg kan huske, at jeg som barn havde en forestilling om, at donoren og min mor lå på hver deres side af en dug, og at det virkede skørt for mig, at mine forældre ikke havde set ham. Nu, hvor min hjerne tænker rationelt, kan jeg jo godt regne ud, at det ikke er sådan, det fungerer.

Vi har et meget afslappet forhold til at være donorbørn hjemme hos os. En sjov historie er, at både min brors og min donor blev opsøgt af mine forældres læge, som var rundt på universitetet for at lede efter en mand, der lignede vores far. Dengang foregik det bare ’face to face’, og han fik et mindre beløb for det. Derfor har det altid været en stående joke hos os, at jeg kostede 250 kr. ”Et røverkøb,” bliver der sagt.

Læs mere om anonyme donorer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Følg med i hvordan det er at være donorbarn og donorforældre

Tillykke, du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev!

Share This