At være donorbarn
Min bror var syv, og jeg var fem, da vi fik at vide, at vi er donorbørn, og det er faktisk en ret sød fortælling, som jeg har fået fortalt af min far og min bror siden. Vi boede tæt på stranden, og min mor tog os med derned med et tæppe, så vi kunne sidde og snakke. Min mor startede med at sige: ”Jeg skal fortælle jer en lille historie.” Og den historie blev historien om, hvordan min bror og jeg var kommet til verden. Hun fortalte, at hun og min far havde et brændende ønske om at få os, men at de ikke kunne på egen hånd, og at de derfor havde søgt om hjælp hos en, de ikke kendte. Han havde heldigvis sagt ja til at hjælpe, og derfor blev historien, at vi var født under en heldig stjerne. Min mor har fortalt mig, at jeg nærmest ikke reagerede på det, og at mit svar var: ”Nå okay. Det er da fint nok.” Min storebror havde 2 år forinden spurgt mere ind til, hvordan det egentlig fungerede, og ikke meget senere kom spørgsmålet: ”Er far egentlig min rigtige far?”, hvilket mine forældre slet ikke var forberedte på så og derfor ikke havde nået at koordinere svarene på. Derfor blev svaret fra min mor: ”Nej”, mens svaret fra min far var: ”Ja.” 

Min storebror havde fra starten en nysgerrighed omkring emnet, som jeg ikke havde, og sådan har jeg det faktisk stadig. For mig er det ikke vigtigt at vide, hvem min genetiske historie stammer fra, og jeg har aldrig været opmærksom på, at det kunne være noget stort. Det er jeg først blevet, når jeg har fortalt det til andre og fået reaktionen: ”Nej, hvor spændende.”

 At sætte ord på det at være donorbarn
Jeg er blevet konfronteret med det at være donorbarn et par gange, hvor jeg har været tvunget til at sætte ord på det. Jeg har altid sagt, at jeg ikke kunne tænke mig at møde min donor – selv hvis jeg havde muligheden for det, men på et tidspunkt begyndte jeg at differentiere mig udseendemæssigt fra min storebror. Jeg blev et hoved højere end ham, min far og min mor, og der begyndte jeg at overveje, hvor det kom fra. Senere hen har Charlotte, min forlovede, som er vildt nysgerrig, stillet spørgsmål som: ”Gad vide, om der er en derude, der ligner dig. En, der er ligeså høj og med ligeså rødt skæg som dig.” Og så er jeg da blevet nysgerrig, men hver gang er jeg kommet frem til konklusionen om, at jeg ikke har behov for at vide det. Han er jo ikke noget i mit liv udover en lille sædcelle.

I noget tid tænkte jeg, at det kunne være sjovt at vide, hvorfor jeg ikke lignede nogen af de andre i familien. Jeg var og er rigtig meget sammen med min fætter, og på et tidspunkt begyndte vi at ligne hinanden helt utroligt meget. Samme træk – høj, rødt skæg osv. Ja, faktisk ligner vi hinanden så meget i dag, at min søn ikke kan kende forskel på os. Det fik mig til at tænke: ”Nå. Jamen så er det jo nok fra min mors familie, at jeg har de træk, jeg har – og ikke fra min donor, som jeg ellers troede.” Så tanken om, at jeg havde nogle særlige træk fra min donor, faldt ret hurtigt til jorden, og det blev lidt ligegyldigt.