Q&A med SMBC Solomama plus Eins
I dag er alternative familiekonstellationer mere almindelige end nogensinde. En af disse konstellationer kaldes SMBC’s (Solo mothers by choice), som er et voksende initiativ blandt kvinder, som vil få børn på egen hånd. I denne fortælling vil en af de mest vigtige tyske repræsentanter indenfor SMBC, Hanna Schiller aka Solomama plus Eins, svare på en Q&A. God fornøjelse!
Q: Fortæl lidt om dig selv
A: Mit navn er Hanna Schiller, jeg er født i 1981 og bor og arbejder i Lüneburg (Nedre Sachsen) som Projektmanager i en digital virksomhed. Sammen med en anden solo-mor, Katrin Förster, bygger jeg vores portal www.solomamawege.de lidt efter lidt op. Her ønsker vi at nå ud til andre single kvinder, som gerne vil have et barn uden en partner. Vi vil gerne forberede dem på deres vej.
Q: Hvornår begyndte du første gang at tænke på om at blive solo mother by choice?
A: Da jeg var i mine tidlige 30’ere startede jeg med at tænke på børn. Før havde det altid været klart for mig, at jeg en dag ville have en almindelig familie med en mand og et barn, hvilket var grunden til hvorfor jeg ikke fokuserede så meget på det.
Men da jeg var i et forhold med en mand som jeg elskede højt, blev valget om at have børn meget mere tiltagende. Et par år mere gik I forholdet da min kæreste så fortalte, at han ikke ønskede at få børn, og fra den dag – jeg var 34 år gammel – skete tingene meget hurtigt.
Efter en periode med sorg og terapi, hvilket jeg valgte for at få et klart hoved og indse, at der ikke er noget galt med mit ønske om at få børn, tog jeg et fly til København i en alder af 35 og blev behandlet i en dansk klinik. Det var forresten en rigtig dejlig oplevelse, fordi jeg følte, at jeg var iblandt venner i venteværelset. Der var en hyggelig atmosfære, der blev taget hånd om mig, jeg blev kaldt skat i løbet af inseminationen og jeg fløj hjem med en meget behagelig følelse. Dog lykkedes dette desværre ikke. Alligevel var det i sidste ende en god beslutning, fordi jeg i første omgang havde valgt en anonym donor.
På mit andet forsøg to måneder senere i Berlin besluttede jeg mig for en åben donor og min insemination lykkedes ved første forsøg.
Q: Hvad var hovedårsagen for dig at blive en SMBC?
A: Det har meget tidligt været klart for mig, at jeg gerne ville have børn – faktisk to. Men det lykkede aldrig rigtigt. Før jeg besluttede mig for at blive en solo-mor via en sæddonor, beskæftigede jeg mig med co-parenting, en familie model, hvor to (eller flere) personer går sammen om at opdrage et barn, men uden at være i et forhold sammen.
Dog fungerede denne konstellation ikke for mig, fordi jeg først og fremmest skulle møde den rigtige person som skulle være en Ikke-partner, men en fællesfar. Dette pres var for meget for mig, fordi jeg havde dette indre ur i mig og jeg var ikke sikker på, hvor længe jeg kunne tillade mig at vente med at få et barn.
Jeg kan forresten anbefale Jennifers Blog til alle, som er interesseret i co-parenting familiekonstellationen, fordi hun er eksperten i Tyskland for alle spørgsmål og bekymringer omkring co-parenting.
Min hovedmotivation for at blive en solo-mor var, da det gik op for mig, at manden jeg ville have en familie med, ikke eksisterede på dette tidspunkt. Og: Jeg kan desuden også klare mig selv og jeg har i den forstand ikke brug for en partner. Bare sidde og håbe på, at der en dag ville dukke en mand op, som gerne ville stifte en familie med mig, det slog mig meget hårdt på et tidspunkt.
Da jeg fortrængte tanken om at stifte en familie, følte jeg mig mere fri end hvis jeg havde ventet i flere år på at finde den rette partner. Jeg var i stand til at træffe beslutningerne helt uafhængigt af en anden og kunne selv beslutte, hvornår jeg skulle starte, uden at skulle tage hensyn til fordele og ulemper, som en partner eventuelt kunne have haft.
Det var for eksempel aldrig et spørgsmål for mig hvornår et barn ændrer forholdet til noget negativt og om ”vi” skulle vente til at det ”rette” moment kom. Dybest set findes der ikke det rette moment.
For example, there was never the question of whether a child changes the relationship to the negative and whether “we” should wait until the “right” moment comes. Basically, there is no such thing.
Selvfølgelig skal nogle basale omstændigheder være på plads, men den konstante venten på en, som vil gå vejen med dig og stifte en familie, gjorde mig på et tidspunkt utilfreds, fordi man bliver sat i en stand-by tilstand og venter på den anden person til endelig at give dig signalet: Nu er jeg klar til at stifte en familie med dig.
Fordi jeg selv blev aktiv og troede på, at jeg kunne gøre det på egen hånd, gjorde mig stærkere – og måske lidt naivt – fordi jeg smed alle bekymringerne overbord. Dette var en af de bedste ting jeg nogensinde kunne have gjort, ellers ville jeg nok ikke være en solo-mor til en skøn, lille dreng.
Q: Hvordan besluttede du dig for en sæddonor?
A: I starten udforskede jeg private fora. Jeg ønskede at få et indtryk af, hvad det var for nogle mennesker, som besluttede sig for at blive donor og jeg blev skræmt af de mænd i disse fora. Man kunne mærke, at en stor del af de mænd kun var ud på at have sex og i det hele taget ikke havde et godt syn på kvinder. Tanken om en privat donor blev herved relativt hurtigt glemt igen.
Herefter fandt jeg ved hjælp af google en dansk spermbank, hvilket på dette tidspunkt var det eneste, hvor man havde gratis adgang, for at kigge på donorer. Jeg lavede en bruger og kiggede, hvad for nogle donorer der var på hjemmesiden. Fordi spermbanken havde vedlagt så mange informationer om donerne, føltes det rigtigt for mig. Jeg havde min første insemination i starten af 2016 i klinikken i København.
Q: Hvordan valgte du din donor?
A: Ved min første insemination modtog jeg adskillige donor fra den danske klinik, hvor der var vedhæftet billeder og basale informationer om donoren. Jeg kiggede herefter på de omfattende oplysninger og besluttede mig så herefter for en donor, som passede til mig; så vidt jeg vidste i hvert fald, da jeg jo kun så et børnebillede af donoren. Jeg fik den opdaterede donor-liste sendt til mig et par gange – det var sådan det fungerede dengang – og jeg valgte donoren helt alene, fordi jeg ærligt talt ikke havde lyst til at sparre med andre, da jeg frygtede, at deres holdning ville påvirke mit valg.
Jeg valgte herefter min anden donor via en anden spermbank, hvilket var meget nemt at gøre online og med meget omfattende søgekriterier. Beslutningen om en anden donor blev lavet på få dage, da jeg ikke havde så meget tid at løbe på. Spermen skulle også blive sendt til Tyskland så det ville være der til tiden, når jeg skulle starte på behandlingen.
Q: Hvad var vigtigt for dig, da du valgte din sæddonor?
A: I starten var jeg meget besat af, at mit barn skulle have et attraktivt ydre og jeg kiggede på, hvilken type af selve beskrivelsen, der passede bedst på mig. Herefter blev jeg dog klar over, at mange af de donorer, som jeg havde kigget på, havde de samme sygdomme som i min familie. Jeg ønskede ikke at udsætte mit barn for den dobbelte risiko af op til flere sygdomme.
Derfor kiggede jeg i næste omgang på, at donoren ikke var for høj (jeg er selv ret lille), at der ikke var nogen skaldede i stamtræet og at de nævnte sygdomme, ikke allerede forekommer i vores egen familie.
Hvad der også var vigtigt for mig: Sæddonoren skulle have en lidt anden personlighed end mig egen. Jeg ville have en, som havde en positiv og optimistisk livsindstilling. Jeg er melankolsk anlagt og ved, at dette ikke altid er helt nemt. Derfor håbede jeg på, at mit barn ville få egenskaber fra begge sider af. Det sidste punkt som jeg kiggede på, var donorens job eller hans uddannelsesgrad. Her var det meget vigtigt for mig at finde en, som var intelligent og hvor jeg også havde en følelse af, at jeg ville være i stand til at have en gode samtale med ham.
Q: Efter du havde indkredset dit valg af donorer, hvordan endte du med at vælge den donor som du valgte?
A: Efter jeg havde indtastet alle mine kriterier i søgefeltet, blev antallet af mulige donorer ret hurtigt reduceret. Der var en stor lettelse for mit vedkommende, fordi jeg følte mig ret overvældet over de mange hundrede donorer, som jeg havde kigget på.
Til sidst var der ca. 10 donorer tilbage, som jeg havde udvalgt. Ud fra dem var der dog kun en donor, hvor jeg havde det-er-ham- følelsen. Han lignede forbløffende nok min søster som baby på sit babybillede. Herfra vidste jeg, at jeg havde fundet den rette donor. For at være på den sikre side genlæste jeg hans donorprofil, og da dette stemte overens med mine kriterier, besluttede jeg mig for at vælge ham som min donor.
Q: Hvornår fik du din søn og hvordan har dette haft indflydelse på dit liv?
A: Jeg fik min søn med 36 år og jeg blev allerede betragtet for at være en sen mor. For mig var dette dog det rette tidspunkt, fordi jeg ikke længere havde følelsen af at jeg gik glip af noget. Jeg har allerede nået alt det, som har været vigtigt for mig.
Dette ville med sikkerhed have set anderledes ud, hvis jeg var blevet mor i mine sene 20’ere. Måske endda i mine tidlige 30’ere. Jeg er desuden også mere afslappet nu og jeg føler mig ikke drevet af noget. Min søn har en meget positiv indflydelse på mig, fordi han får mig til at reflektere over mig selv igen og igen. Han er et meget sensitivt barn, som af og til fortæller mig, hvad han ikke kan lide ved mig, det synes jeg er meget værdifuldt.
Mest vigtigt af alt har vi nogle dejlige stunder sammen som vi begge nyder rigtig meget.
Q: Hvordan er livet som solo-mor?
A: Mit liv er rigt, fuld af udfordringer, med lidt søvn og oftest også med for lidt tid, men jeg lever et dejligt liv, hvilket jeg også kan takke min søn og alle de mennesker, jeg har fået lov til at møde på min vej som solo-mor, for.
Q: Hvad er det mest vigtigt for dig, som du vil dele med kommende SMBC’er? Har du et par gode råd?
A: Jeg synes det er svært at give gode råd, da enhver situation er individuel for kvinden. Hvad jeg har lagt mærke til her på det seneste er, at der er flere kvinder som vælger at gå udenom en spermbank og vælger en privat donor i stedet for.
Denne mulighed har flere konsekvenser i Tyskland, fordi en privat donor teoretisk set har mulighed for at søge om en fælles forældremyndighed og kan herved arve barnet. Fra mændenes synspunkt kan solo-moren kræve børnebidrag fra ham. Der har været et par sager, hvor begge parter oprindeligt har været enige om, at de ikke ville gøre krav på hinanden, men da omstændighederne så har ændret sig, bliver kampen nu mere intens.
Dette er meget problematisk, fordi mange kvinder vælger at gå denne vej for at undgå problemer med en mand. Så de ikke skal bekymre sig om hvem der vil blive ”involveret” med barnet og hvordan. Jeg kan godt forstå valget om at tage en privat donor, så barnet har muligheden for at lære sin far at kende før det fylder 18. Her bør kvinder vælge nøjsomme og lære donoren at kende over en længere periode. Selvom der ikke er nogle omkostninger ved at vælge en privat donor – modsat til en spermbank – skal du huske på risiciene og afveje disse med tanke.
Der er i øvrigt heller ikke mange mænd, som ser ud til at være bevidste omkring deres ansvar, at de ikke udelukkende giver deres sæd til de kvinder, men at de rent faktisk skaber et levende væsen – beskederne fra mænd i min indbakke hober sig op, hvor de beder mig om at ”formidle dem til en kvinde” som ønsker at få et barn. Her bør alle alarmklokker ringe.
Q: Taler du med din søn om, at han er et donorbarn, eller har du tænkt dig at gøre det, når han er ældre?
A: Min søn ved, at han ikke har nogen far, men at han har en biologisk far, som lever i Danmark. For mig er en far en, som er tilstede i barnets liv og på nuværende tidspunkt er der ikke nogen, som opfylder denne rolle.
Dette er den aktuelle beretning. For ham er det ikke så aktuelt endnu, men det forekommer, at vi taler om emnet. Fra børnehaven ved han, at et barn almindeligvis har en mor og en far, men han kender også familier, som har to mødre. Derfor er det, hvordan han opvokser lige nu, meget normalt. Han ser ikke anderledes ud, bare fordi han er et donorbarn. Han har lige så meget vrøvl i hovedet som alle de andre børn på hans alder og han kan heller ikke skelnes fra de andre børn på andre måder.
Derfor er han heller ikke kommet i kontakt emnet endnu, hvilket kan ændre sig og også gør på et tidspunkt.
På den ene side findes der forskellige børnebøger, som kan hjælpe barnet med at fremme dens forståelse. I de tysktalende lande kan jeg anbefale bogen fra Petra Thorn (Unsere Familie. Ein Buch für Solo-Mütter mit Wunschkindern nach Samenspenden) og også min egen bog (Mein allerschönstes Geschenk), som så at sige er fasen inden Petra Thorns bog, da det her drejer sig om den proces solo-mødrene skal igennem og hvordan hun er blevet mor, uden at nævne den konkrete sæddonor. Så findes der også på jeres side muligheden for at designe sin egen bog til donorbørn. Jeg tænker, at disse muligheder kommer til at vokse og at det bliver nemmere for en familie at få et donorbarn og oplyse dette, end det var for et par år tilbage.
På den anden side hjælper det også at udveksle sig med andre familier, som også har et donorbarn og især hvis børnene på den måde møde andre børn, som står i samme situation som dem. Dette gælder også for de halvsøskende, som min søn har seks af. Os solo-mødre har kontakt til hinanden og kunne, hvis vores børn ville det, uddybe denne kontakt. Dette gør vi dog afhængigt af vores børn.
Q: Fortæl os mere om Solomamawege
A: Vi tilbyder kurser og gruppeundervisning til kvinder, for at forberede dem bedst muligt på deres vej som solo-mor. Vi deler også meget input på vores hjemmeside, som ligger frit tilgængeligt. Vi har fx uploadet en hurtig startguide for single kvinder, der ønsker at starter deres rejse som solo-mor.
På min egen blog, www.solomamapluseins.de, som jeg startede i 2018, kan I også finde en step-by-step guide. Her forklarer jeg, hvordan kvinder bedst muligt kan starte, når de ønsker at blive solo-mor.
Derudover er økonomien som solo-mor en meget væsentlig faktor, fordi om man kan have råd til et barn alene og derudover betale fertilitetsbehandlingerne afhænger meget af din økonomiske situation. Dette er også svært i Tyskland, bare fordi du ønsker at opdrage et barn på egen hånd betyder ikke, at det kan lade sig gøre, rent økonomisk set. Heldigvis er dette reguleret forskelligt i andre lande, som fx Danmark. Jeres familiepolitik er langt mere liberalt end vores I Tyskland.
Det er også derfor, at Katrin og jeg har udviklet et økonomikursus, som målretter sig til kvinder før og efter deres fertilitetsbehandling. Her giver vi en masse værdifulde førstehåndstips og prøver at forberede kvinderene så godt som muligt på deres vej. Først og fremmest er det dog vigtigt at udvikle en bevidsthed omkring hvilke omkostninger denne proces kræver. Det er vigtigt, at man har et realistisk og ikke alt for romantiseret billede af processen, da det er en meget anstrengende fase at gå i fertilitetsbehandlingen, og at du dermed er (økonomisk) alene ansvarlig for barnet og dig selv.
Mange tak, Hanna
En hjertelig tak til Hanna, at du har svaret så grundigt og med et personligt og ikke mindst værdifuldt perspektiv på de spørgsmål omkring processen om at blive en Solomama plus Eins. Vi håber, at dette interview har kunne hjælpe dig videre. Skriv gerne en kommentar eller send os en mail, hvis du har behov for rådgivning på din vej som solo-forælder.
