Pias
fortælling

Livet som singlemor

– og mødet med den anonyme donor

Jeg hedder Pia og er 49 år. For 12 år siden blev jeg singlemor til Oliver, som er donorbarn. Jeg har en søn, Mathias, fra et tidligere ægteskab. Da jeg blev gravid med Oliver, blev jeg gravid med en anonym donor. Alligevel mødte Oliver og jeg Olivers donor i 2017.

Starten på det hele
Min eksmand og jeg fik Mathias i 1995, da jeg var 25 år gammel. Jeg har altid haft et ønske om at få to børn. Det var dog ikke et ønske, min eksmand og jeg delte, da han havde fire børn fra et tidligere forhold. Da vi blev skilt 10-12 år efter, gik tankerne om at få to børn i gang igen, og i tre år overvejede jeg, om jeg skulle få et barn alene. Det er et stort valg, og det vil jeg ikke underkende. Derfor skulle det også være velovervejet. Spørgsmålet, om jeg kunne klare det alene, dukkede selvfølgelig op, men jeg vidste, at det var det, jeg skulle. Så 12 år efter at have fået mit første ønskebarn, fik jeg mit andet ønskebarn, Oliver.

Om skeptikere og processen
Jeg har mødt personer under processen, som var skeptiske. Den første, jeg mødte, var min tidligere læge, hvor det skinnede igennem, at hun ikke syntes, det var etisk korrekt at få et barn selv, og derfor ikke ville give mig en henvisning. Det er kun 12 år siden, og jeg skiftede læge dagen efter.

Jeg søgte information om inseminering og donorbørn på nettet, og så ledte jeg efter en ny læge – og fandt heldigvis en god en af slagsen. Min tidligere læge havde sat en sag i gang, fordi hun stadig stod fast på, at det ikke var hensigtsmæssigt, men den sag faldt hurtigt til jorden for hende.

Jeg blev insemineret fem gange uden at blive gravid på en anden fertilitetsklinik, og jeg var tæt på at udsætte det. Men sjette gang blev jeg insemineret på Diers Klinik uden hormoner, og det gjorde udslaget.

Mine veninder og familie har støttet mig gennem hele processen, men har også stillet de kritiske spørgsmål: ”Er du sikker på, at du kan klare det?”, ”Er du klar til at starte forfra igen?” og ”Hvordan klarer du det økonomisk?”. Det har været godt at få de spørgsmål, for det var spørgsmål, jeg blev nødt til at forholde mig til. Men jeg vidste, at jeg kunne. Min eksmand var rejsemontør, så jeg havde tidligere været meget alene. Det er ikke sådan, at jeg ikke var i tvivl, men det var altid mere en tvivl om tidspunktet – ikke om selve valget. Og ja, så har jeg fået spørgsmålet: ”Synes du, det er etisk korrekt at få et barn som singlekvinde?”, og mit svar er: Ja. For mig handlede det om at gøre op med mig selv, om behovet for en mand var større end behovet for at have det godt og bare hvile i det, jeg gjorde. 

Om Mathias og Olivers forhold
Mathias synes, det var fedt at få en lillebror. Han var 12 år på det tidspunkt. Det var faktisk også Mathias, der klippede Olivers navlestreng. På mange måder kan man sige, at jeg har to enebørn. Selvfølgelig har der været perioder, hvor Mathias har syntes, at Oliver var irriterende – som to brødre nu synes, men i dag har de et rigtig stærkt bånd. Det handler måske også om, at det altid bare har været os tre – og så min mor, som bor lige i nærheden, som har hjulpet os meget. Det har betydet ekstremt meget med al den hjælp fra både familie og venner.

Om spørgsmålet: ”Hvorfor henter din far dig aldrig?”
Det er naturligt, at børn stiller spørgsmål, og spørgsmålet om, hvorfor hans far aldrig kommer og henter ham, er også et spørgsmål, Oliver har mødt af andre børn. Når nogen har sagt: ”Du har ikke nogen far”, har pædagogerne sagt: ”Alle har en far, og det har Oliver også.” Men det er faktisk ikke sandt i Olivers tilfælde. Han har ingen far, for far er en titel, man skal gøre sig fortjent til, og det er en relation mere end et genetisk vilkår. Men jeg forstod problematikken i børnehaven, som kunne være svær at forklare sig ud af, og derfor kaldte vi Olivers donor for donorfar.

Om anonym og åben donor
Da jeg besluttede mig for at få et donorbarn, fik jeg nogle gange spørgsmålet: ”Hvorfor tager du ikke bare i byen en aften og finder en mand i stedet for?”, men det kunne jeg aldrig finde på. Bare fordi jeg har set manden, betyder det ikke, at jeg kender ham, og jeg ville gerne vide, at det var sket på en ordentlig måde med en ordentlig person. Med en donor er alt kontrolleret, og i dag er det ikke nemt at blive donor, da donoren skal igennem både interviews og tests. Jeg har valgt en anonym donor, og det har jeg mine grunde til. 

Mine overvejelser dengang gik blandt andet på, at Oliver, når han bliver 18, kan se sin donor, og at det selvfølgelig kan være en bekymring og samtidig et valg med store forventninger. Så jeg valgte ikke at give ham valget – og det var et valg, jeg måtte leve med – lige indtil det blev en mulighed for Oliver at se sin donor.

Om at lære donoren at kende
Jeg har et billede af donoren som barn, og det viste jeg på et tidspunkt til min mor, som sagde: ”Nej, hvor er Oliver sød her. Men den trøje har jeg aldrig set før.” Der er ikke nogen tvivl om, at jeg var nysgerrig, men jeg havde og har det stadig godt med mit valg om en anonym donor.

På et tidspunkt meldte jeg mig ind i nogle donorgrupper, fordi jeg vidste, at der var en mulighed for at opsøge halvsøskende, hvis Oliver en dag havde lyst. Inde i gruppen blev jeg spurgt, om jeg ville på en liste i forhold til donorsøskende, og det havde jeg ikke lyst til, men jeg var nysgerrig på, at de var der. Ligeledes var der en liste med donorer, hvor man kunne blive skrevet på, hvis ens anonyme donor valgte at blive åben donor. Den liste havde jeg også fravalgt at komme på.

I 2017 blev jeg kontaktet af administratoren fra en af Facebook-grupperne, som spørger, om jeg har kontakt til Olivers donor. Samtidig skriver hun, at hun har kontaktoplysningerne til ham, hvis jeg har lyst til at få dem. Der var kommet en ny lov, som gav donor lov til at donorbørnene kunne se deres ophav. Det skulle jeg lige fordøje. Han vidste jo ikke, vi eksisterede. Men derefter blev jeg nysgerrig, og det var træls, for det gik fuldstændig imod det, jeg hele tiden havde tænkt. Men jeg valgte at skrive til ham, at jeg har fået hans oplysninger, og at Oliver ingenting vidste endnu. Jeg ville vide, hvilken person han var. Han var sød og sendte billeder af sig selv og sine børn, og efter et par måneder syntes jeg, at jeg havde fået et godt nok indtryk af ham, så jeg fortalte Oliver, at han kunne møde sin donor. På det tidspunkt var Oliver ti år gammel.

Jeg spurgte ham: ”Kan du huske, at du har set din donor på et børnebillede? Nu kan du også se ham i virkeligheden.” Jeg kunne se på Oliver, at han overvejede, hvad det betød, men han endte med at sige, at han ikke havde lyst. Og det var helt fint – det skulle være for hans skyld, ikke min egen.

Da der var gået en måned, bragte han donoren op igen. Oliver har tre fregner på øret, som jeg ikke har, og han pegede på dem og sagde: ”Jeg kunne godt tænke mig at vide, om min donor også har tre fregner der. Og så vil jeg gerne vide, om han også gik til en sport.” Oliver er idrætsgymnast, og jeg svarede ham, at vi kunne spørge ham om det – så det gjorde vi. Han havde ikke, og dyrkede ikke sport på højt plan, så Olivers instinktive svar var: ”Nå, jamen så har jeg det fra dig, mor.”

Efter at have skrevet med ham i noget tid, ville Oliver gerne møde ham. Jeg valgte at det skulle være på neutral grund, så det var naturligt for Oliver at møde ham. Vi snakkede med ham, det gik godt, og Oliver fik nogle souvenirs med hjem. Da vi kom hjem, talte vi om ham, og Oliver sagde: ”Han lignede en hulemand.” Og det gjorde han på mange måder, for han havde et stort skæg. Efterfølgende har vi også skrevet lidt med ham, men ikke set ham siden den dag. For Oliver var det nok at høre og se ham, og jeg tror ikke, behovet havde været der, hvis ikke muligheden havde budt sig.

For mig var der ikke noget, der ændrede sig ved at møde Olivers donor. Jeg overvejede selvfølgelig, om jeg påduttede ham noget dengang, men jeg syntes, han fortjente at få det at vide. Med i mine overvejelser var også, hvordan han ville reagere senere i livet, hvis han fandt ud af, at jeg havde den information. Men i dag spørger han meget sjældent ind til det, men han ved, at muligheden er der.

På Oliver 12 års fødselsdag kom Mathias og fortalte at han ville være donor, da han også ville give andre mulighed for at få et ønskebarn lige som jeg, det var utrolig stort, og Oliver var rørt, det var vi nu begge.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Følg med i hvordan det er at være donorbarn og donorforældre

Tillykke, du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev!

Share This