“Hej far!”

30. januar 2020

Alle forældre, uanset om man har et donorbarn, et adoptivbarn eller har fået et barn på naturlig vis, kan fortælle sjove historier om deres børn, og vi husker alle helt sikkert forskellige situationer, hvor børnene mere eller mindre har gjort os forældre en smule flove. Men det er jo bare, fordi børn er skønne og så dejligt lige til!

Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at vi som donorforældre nogle gange finder os selv i situationer, som andre familier måske ikke ligefrem kan nikke genkendende til. Langt de fleste situationer kan man heldigvis grine af, og børnene synes også, det er sjovt at høre efterfølgende, hvordan de til tider har gjort os forældre en smule pinligt berørte.

I vores familie er vi to mødre, og det har derfor altid været helt naturligt, at børnene ingen far har. Han har aldrig været efterspurgt eller manglet, men alligevel lærte børnene jo på et tidspunkt, at de fleste andre børn faktisk har en far.

Dette blev især tydeligt, da vores ældste var i den alder, hvor hun skulle til at starte i børnehave. Mens hun blev hentet af enten mor eller mor, så blev mange af de andre jo hentet af enten mor eller far. På den måde så hun en masse søde voksne mænd, som blev kaldt “far” af de andre børn, og det var åbenbart det mest naturlige i hele verden. Så som den kvikke pige hun jo er, tog hun denne information til sig, og begyndte ligeledes at kalde sådan ca. alle søde voksne mænd, hun mødte på sin vej, for far.

Som I nok kan forestille jer, så kunne denne søde tanke og fantastiske børnelogik føre til en del forvirring hos fremmede mennesker, som ikke anede, hvem vores datter var, eller hvem vi mødre var, for den sags skyld – og måske nogle af mændene hurtigt genovervejede nogle byture, som lå nogle år tilbage, men det skal vi selvfølgelig ikke kunne udtale os om.

Men hvis en sød mand i køen ved bageren f.eks. smilede til vores datter, kunne dette smil meget vel blive besvaret med “Hej Far!” og et efterfølgende noget forvirret blik fra den intetanende mand. Og så stod vi voksne ellers tilbage i en mere eller mindre sjov (og en smule akavet) situation, hvor vi måtte forklare, at pigen ikke har en far, da hun er donorbarn. Det i sig selv kan måske virke som meget information for en fremmed at skulle forholde sig til, og samtidig havde vi som mødre åbenbart også et vist behov for at gøre situationen meget værre ved at prøve at overbevise denne fremmede mand om, at det ikke var fordi, at vores datter savnede en far – hvilket jo var sandt, men måske havde det netop modsatte effekt lige i øjeblikket. Jo mere vi forsøgte at forklare og snakke os ud af det, jo værre og mere pinlig blev situationen egentlig bare for alle involverede – bortset fra for vores datter, som bare fortsatte med at smile og kalde de søde mænd for “far”.

Vi har siden kunnet grine meget af disse situationer, og blev med tiden også bedre til bare at trække på skulderne, når det skete, uden at skulle redegøre for vores familiekonstellation til alle tilstedeværende i supermarkedet. Som tiden gik, voksede vores datter fra det, ligesom børn i den alder har alle mulige andre faser, som de vokser fra, og vi glemte faktisk lidt, at det havde været en ting.

Men da vores yngste dreng var omkring de her 2-3 år gammel, stod vi pludselig tilbage i samme situation, som med vores datter dengang. Mens vores mellemste barn ikke havde haft denne periode, så gentog vores yngste de samme ting, som vores ældste havde gjort, og pludselig skulle vi igen forholde os til fremmede mænd, som blev noget overraskede over at blive kaldt far af et barn, de aldrig havde set før. Men efter overraskelsen fulgte altid smil og grin fra os alle, fordi børn jo bare er børn.

Og vi er åbenbart ikke de eneste, som har stået i denne situation. Vi har hørt fra andre familier med to mødre, hvor deres børn i omkring den samme alder, pludselig løb fremmede mænd i møde med armene åbne, et stort smil på læberne og med et dejligt varmt “Hej Far!” som hilsen.

Hvis du eller I står i samme eller en lignende situation, er vores bedste råd uden tvivl: Smil af det, så længe det varer! Og bare rolig, når de bliver teenagere, er det jeres tur til at gøre dem pinligt berørte. Det kræver ikke engang nogen form for planlægning – I skal bare eksistere og være til stede, det er mere end rigeligt. Og hvis I så lige bringer en god historie som “Hej Far!” på banen, så er den helt sikkert hjemme.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Følg med i hvordan det er at være donorbarn og donorforældre

Tillykke, du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev!

Share This